Knoppers Kultur

Første koncert med fuld kontakt til publikum.

Han startede med at state, at han både havde øvet sig OG taget hele holdet med: DJ, soul-sangerinde, mic-master, blæsere, rock-kor og dansere; vi skulle nemlig have noget man ikke bare ku downloade.

Det kørte bare.

Og så kom Pede B også forbi og blandede sig.

Det var en fed fest

Karakter: 9

Portishead har nogle iørefaldende sange med en fantastisk stemme i front, lagt på en bund af rytmisk… Støj.
Største plus ved at høre musik som Portishead live er at støjelementet kun kommer til sin ret når der er volumen bag.

Faren er at det langsomme grundbeat gør at der er stor fare for at det går i stå.

Hele koncerten balancerede på kanten.

Når det var godt var det magisk, men når støjen tog overhånd gik det i stå og blev ligegyldigt. Måske fordi publikumskontakten – igen – var meget svag.

Men det magiske er det jeg husker.

Karakter: 8

De gode ting: fantastisk stemme, mange iørefaldende sange, et budskab der ville ud, fedt band (begge to)

De mindre gode ting: Hun kom ikke ud over scenekanten! Dem der kendte hendes musik i forvejen fik genkendelsen og glæden ved at høre sangene spillet med den styrke vrede sange bør have. Men hun var stiv og statisk i sin optræden og næsten gemte sig bag sin autoharpe.
Måske er det svært at være vred, indigneret og imødekommende samtidig? (på den anden side lykkedes den blanding rigtig fint for Mike Skinner fra The Strets)

Fede muligheder der ikke blev udnyttet.

Karakter: 7

De kalder det ” New Circus”. En blanding af akrobatik, dans, fortælling og sang med et inciterende lydspor (opført live).

De medvirkende var fantastisk dygtige og alsidige, og der var mange “hold-da-op” øjeblikke undervejs.

Det svageste i forestillingen var sammenhængskraften. Det kom ikke ud over at være en samling øjeblikke, hvilket gør at den nok ikke vil være “mindeværdig”. Selvom den klart er værd at se.

Karakter: 7

Ideen er jo oplagt: To af de bedste komikere fra dagens Danmark laver et portræt af et af Danmarkshistoriens største komikerpar.

Den holder bare ikke. Selvom der da blev grinet undervejs så var det slet, slet ikke nok til at leve op til de forventninger der var lagt op til.

Det lykkedes desværre teamet bag forestillingen at sætte sig solidt mellem 3-4 oplagte stole.

Dels var forestillingens mål uklart hvilket gav dårlig forventningsafstemning.  Men når man sætter to komikere til at portrætte komikere forventer man noget – komisk. Ikke social-realisme, men det var der den røde tråd var. Og så var der mange skuespillere som ville have givet en langt bedre dramatisk tolkning af Keld & Dirch’s liv og samspil end d’herrer Spang og Matthesen.

Som komik var castingen også forkert. Matthesen er nok sjov, men han har svjv. ikke en track-record i teams. Det kunne mærkes. Jeg mærkede aldrig gnisterne i samarbejdet. Der hvor forestillingen var bedst var der hvor Matthesen var på slap line. Men da var det som sig selv. Han var egentlig ikke specielt god som Dirch, primært fordi han mangler Dirchs umiddelbare charme og åbenbart er at for kontrolleret til at give los.

Tænk hvis man havde sat Rune Klan eller Jan Gintberg til at spille Dirch. Eller Thomas Eje. Det kunne have givet gnister. Rune Klan og Jonathan Spang viste i deres Skrako-forestillinger (specielt i Gynt) at de er rigtig gode til at løfte sammen, Gintberg har lært meget af Dirchs mimik og timing og Thomas Eje… ja, han kunne i hvert fald engang.

Nå alt det er sagt, så var det rigtig godt håndværk de medvirkende leverede. Så selvom mine forventninger blev skuffede og peger i retning af et 4-tal, så må den endelige vurdering blive lidt højere.

Karakter: 6

Fortolkning:

6: Mainstream-værk i sin genre med ansats til større vingefang.

4: Stadig læse-/seværdig i sin genre; men manglerne begynder her for alvor at blive påtrængende. Kan være svigtende overblik, uklar fokus, anstrengende sprog- eller billedbehandling, ujævn og springende intensitet. Utroværdighed. Forfatterens/aktørernes enten manglende eller alt for store distance til eget udtryk.

TV-2 er tilbage. I hvert fal di mit liv og i min bevidsthed.

De sidste par plader har været for meget hyldest til middelmådigheden og at affinde sig med Herlev. På et tidspunkt fik jeg bare for meget.

Men nu ..

“Og der stod jeg med alle min drømme
og et håb om evigt liv
og så maskinen slukke for dit vejr”

Ikke meget forstad tilbage der. Pludselig blev det nærværende igen.

Og der er blevet plads til de mere barske…

“Jeg ville ikke gå alene
hvis jeg var dig
Du ku møde skæbnen
det ku være mig

Og jeg er ikke nådig
jeg er ond og hård
blodig og betændt
som et åbent sår”

Ikke meget ironisk distance tilbage.

På CD’en er musikken næsten overproduceret og fokus er næsten udelukkende på sangen.

Til galla-koncerten var der en del mere spræl.

DR’s pigekor stillede op på et par af numrene, hvilket gav lidt dybde jeg faktisk savner på pladen.

Programmet til koncerten (stjålet fra tv2fan.dk:

- 80´er-medley: Motorvej/Dazu Eisgekühltes Coca-Cola/Fantastiske Toyota/Natradio/Vi skaber en verden perfekt
- Showtime
- Go´ tur hjem
- Den dag min elskede kommer hjem
- Stjernen over Bjerringbro
- Digt v. Josefine Klougart
- Upside down
- Bæres herfra
- Fuck den kærlighed
- Læg mig nu ned
- Under den sidste hvide bro
- Bag duggede ruder

Ekstra:

- Vandfald
- Fald min engel
- Lanternen

Det mest spændende indslag til koncerten var da mezzosporanen Andrea Pellegrini sang duet på et af numrene. Desværre kan jeg simpelthen ikke genkende nummeret på pladen, men det var fantastisk til koncerten

Nu gælder denne anmeldelse jo egentlig kun koncerten, selvom jeg har brugt dagene siden på at gennemhøre CD’en, og koncerten var mere galla end … ja, end rockkoncert.

Musikken får et ekstra nyk opad for hver gennemlytning, men mindet om koncerten..

Karakter: 8 (og så er jeg flink)

Nu er det ikke så tit jeg ser opera, så mit sammenligningsgrundlag er nok ikke helt det samme som operaanmeldere normalt har – qua denne blog.

Men russisk musik har jeg altid haft en svaghed for, så et tilbud om at se / høre Musorgskij kunne man jo ikke sige nej til.

Og musikken var rigtig, rigtig god. Koret ligeså.

Og sangerne til tider fantastiske.

Nu skal en opera primært bedømmes på musik og sang, men iscenesættelsen er jo en del af helhedsbilledet, og den trak kraftigt ned.

Mange puritanere går i baglås når instruktøren vil vise at historien stadig har relevans ved at lade den foregå i nutiden. Selvom det ofte er unødvendigt og kun sjældent tilfører noget seværdigt nyt, så er det ikke noget der generer mig.

Men det generer mig når iscenesætningen er så rodet at det er svært at følge historien på grund af alle de ligegyldige ting, personer og gimmicks der er placeret på scenen. Hvorfor skulle der rende en person rundt og se ud som om han talte i mobiltelefon uafbrudt i hele 1 billede? Hvorfor skulle der sidde en pige på scenen og se tilfældig ud i et par scener?

Jeg så en anmeldelse der sagde at radiotransmissionen faktisk var en større oplevelse. Hvis de i radioen kunne tøjle messingblæserne, hvilket nogen gange kneb lidt for dirigenten, så tror jeg det gerne.

Bortset fra at det giver noget særligt at være der selv.

Karakter: 8 (trods al brok)

Klart en af de bedre CCC. Fuld fart over feltet. Ikke megen dybde, men masser af billige points.

Karakter: 7 (og burde nok have mere hvis man udelukkende bedømmer den blandt andre i samme genre)

Prince er en mærkelig størrelse. Hans optræden er lige så krukket som “Supergreen” radioværten i “Det 5. Element”.

Og hans mimik leder tanken hen på Tim Curry i “Rocky Horror Picture Show”.

Og det var for meget at han insisterede på at blive bekræftet af publikum i hvert eneste nummer – talte TIL publikum i stedet for MED dem.

Og der kan sikkert siges mange andre ting.

Men hans musik er unik, hans band suverænt, hans stemme stadig fantastisk og man kunne mærke at han efter en lidt tvivlende start var imponeret over det publikum han havde fået og besluttede at give den gas.

Da han sang “Kiss” som næstsidste nummer og dedikerede den til publikum… jamen det var stort.

Fantastisk koncert og forrygende afslutning på Roskilde 2010.

Karakter: 9 (fordi Coldplay har vist hvor meget bedre det der med at håndtere sit publikum kan gøres)

En dansk “Kaizers Orchestra” eller “Gogol Bordello” skrev programmet. Kun det nu passe?

Ikke helt. Bazaar var nok tættere på, inkl. deres (eller datidens) hang til at dvæle ved egen formåen.

Så når Affenginn gjorde det bedst var det en fest med numre som “Tater-Rhumba” og “Den østrogenmodificerede Obelisk”. Umuligt at stå stille til.

Men de stille numre trak den samlede energi ud af koncerten.

Desværre.

Karakter: 7